Ilt er en vigtig luftart. Selv et lille fyrfadslys skal bruge ilt. Giv hver elev et lys og lad dem lave dette lille, simple forsøg.
Gør sådan her . . .
• Tænd et lys
• Sæt det i en petriskål
• Lad det brænde lidt, så der kommer en god flamme
• Sænk et stort bægerglas ned over fyrfadslyset
• Forklar hvorfor flammen går ud
Lav en lille variant af forsøget, hvor der skal forklares en hel del mere.
Gør som nævnt ovenover, men tilsæt lidt mystik . . .
• Fyld petriskålen halvt med vand
• Brug en kolbe eller et cylinderglas, som er stort nok til at fyrfadslyset kan være i åbningen
• Når lyset går ud, vil vandet stige i kolben/glasrøret
• Find forklaringen på, hvorfor vandet suges op i glaskolben?
• Hvilke energier er der med i forsøget?
Dette forsøg er sjovt og kan bruges som underholdning ved en sammenkomst. Meget få mennesker er i stand til at gennemskue, hvad det er, der sker, når fyrfadslyset hæver sig op i glaskolben. Forsøget har snydt selv garvede lærere i fysik og kemi. Forklaringen er ligetil. Den står længere nede på siden.
Ilten i glaskolben forsvinder ikke; ilten binder sig til kulstof fra stearinen. Der dannes kultveilte/kuldioxid/CO2. Forklaringen på forsøget om vandet, der suges op i kolben, har med varm og kold luft at gøre. Når man holder kolben hen over fyrfadslyset, opvarmes luften i kolben. Når lyset slukkes, afkøles luften og så fylder den mindre.